Regnbuebroen

Dette digt taler vist for sig selv og må det være alle, der har mistet et dyr, til trøst i tiden efter.

Her på denne vor side af himlen findes et sted kaldet Regnbuebroen.

Når et dyr, som har stået et af os mennesker særlig nært, dør, rejser det hen til Regnbuebroen. Dér er grønne enge og bakker, så vore særlige dyrevenner kan løbe rundt og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin, som sørger for at vore venner er glade og har det godt.

Alle dyr, som engang var syge og gamle, får deres styrke tilbage. De som var skadede eller lemlæstede bliver gjort hele og stærke igen, præcis sådan som vi husker dem og mindes dem, som de var engang. Dyrene er glade og tilfredse på nær een enkelt ting; alle som een savner de deres kære, som engang var dem nær, og som de måtte lade tilbage.

Sammen løber de og leger; men den dag kommer, da et af dem med ét stopper op og ser hen mod horisonten. Blikket er klart og opmærksomt, kroppen begynder at skælve. Pludselig begynder dyret at løbe bort fra gruppen, det næsten flyver henover det grønne græs så hurtigt, som dets ben kan bære det.

Det har set dig, og når du og din specielle ven endelig mødes, omfavner I hinanden i glædeligt gensyn for aldrig nogensinde mere at skilles. De glade kys nærmest regner ned over dit ansigt, dine hænder kærtegner igen det elskede dyr, og du ser endnu engang ind i disse dit dyrs trofaste øjne. Alt for længe var det borte fra dit liv; men aldrig et øjeblik fra dit hjerte.

Derpå krydser i Regnbuebroen sammen…

Forfatter ukendt