Om Team Galsgaard

Team Galsgaard består af 2 engelske springer spaniel-tæver, Danish Millenniums Jessie aka Jessie og Sieger’s Quite Please aka Emma og deres helt personlige tjener, Søs.

Jessie og Emma har fået deres helt egne sider, hvor der kan læses mere om dem, deres resultater og se deres gallerier.

Jeg har så allernådigst fået lov til at beskrive mig selv her :-)

Jeg hedder Wivian Søs Galsgaard og er født i 1979.
Jeg er uddannet regnskabsassistent i 2002 og arbejder som sådan idag.
I 2008, efter næsten 9 års forhold, blev jeg gift med Martin Peter Nilsson, som også i dag hører til husstanden – han er tøsernes hyggeonkel og foderautomat samt min uundværlige backup indenfor fremstillingen af denne hjemmeside og en sjælden gang pakæsel på udstillinger.

Min første hund var Danish Millennium’s Mollie, der flyttede ind i 2004 og jeg havde heller ingen hundeerfaring med fra mit barndomshjem, da min far er allergisk overfor dyr og min mor lider af rengøringsvanvid :-)
Jeg har dog en fortid fra hesteverdenen, som jeg på det nærmeste er født ind i og hvor jeg har haft egen hest i en årrække, som primært blev brugt til dressur og skovture. Han blev aflivet i en alder af 19 år i 2007 og jeg har oprettet en mindeside om ham, hvis nogen vil læse lidt mere.

At vores valg lige præcis faldt på den engelske springer spaniel som race var lidt af en tilfældighed.
Vi havde egentligt besluttet os for at få en labrador, men jeg kom til at snakke med en daværende kollega, der helt tilfældigvis var opdrætter af engelske springere og havde sit fjerde kuld liggende derhjemme.
Hun mente, at vi sagtens kunne håndtere en springer, hvis vi havde tænkt os at gå labrador-vejen og spurgte om vi ikke havde lyst til at møde hendes hunde.

Vi mødte derfor hendes hunde, 3 voksne og 4 hvalpe, samt resten af hendes familie i januar 2004 og da vi så de voksne hunde, var vi solgte.
Vi fik en grundig beskrivelse af de gode ting ved springeren som race, men også om de mere negative/tunge ting ved racen, som f.eks. trimningen og jagtinstinktet. Dette var dog ikke nok til at afskrække os og vi fik lov til at købe den sidste tilbageværende tæve i kuldet, Danish Millennium’s Mollie.

Mollie var ikke nogen nem førstegangshund, men selvom vi fik nogle gevaldige følelsesmæssige knubs i årenes løb, så har jeg ikke fortrudt.

Fra at jeg bare ville have en hyggehund til at følge mig med rundt i stalden og varme mine tæer om aften, er jeg gået til at være udstillingsfreak og “hundeidiot” i alle henseender.