Velkommen til Holland af Emily Pearl Kingsley.

At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien. Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer. Colosseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig. Du lærer dig nyttige vendinger på italiensk. Alt er meget spændende.

Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen. Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen. Stewardessen kommer ind og siger:

“Velkommen til Holland”.

HOLLAND?!? råber du. “Hvad mener du med Holland? Jeg har bestilt en rejse til Italien! Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!”

Men der er lavet om på flyveplanen. Maskinen er landet i Holland, og der må du blive.

Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt, fælt, snusket sted, fuld af pest, sult og sygdom. Det er bare et sted, som er anderledes. Så du må ud og købe nye rejsehåndbøger. Og du må til at lære et helt nyt sprog. Og du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke ville have mødt. Det er som sagt et sted, der bare er anderledes. Tempoet er langsommere end i Italien. Der er ikke så pragtfuldt. Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret, ser du dig omkring … og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland … og Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandt’er.

Men alle, du kender, har travlt med at rejse til og fra Italien. Og de praler af, hvor vidunderligt de havde det der. Og resten af dine dage vil du sige:

“Ja, det var der, jeg skulle have været, det var det, jeg havde planlagt”. Og smerten ved det vil aldrig, aldrig, aldrig nogensinde fortage sig, for tabet af den drøm er et tab af stor, stor betydning. Men … hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning, at du ikke kom til Italien, bliver du aldrig fri til at værdsætte og nyde det helt specielle, det virkeligt vidunderlige … ved Holland.

Og nu sidder du nok og tænker: “hvorfor ligger der et digt om at få et barn og en tur til Holland?”. Digtet er skrevet af Emily Pearl Kingsley som et forsøg på at forklare hvilke tanker man gør sig, når man finder ud af, at ens nyfødte barn er handicappet.

Tankerne og følelserne omkring det at få et handicappet barn kan sagtens sammenlignes med det at få en hund med adfærdsproblemer.
Man har så mange planer og drømme for ens liv sammen og lige pludselig falder de alle til jorden, fordi hunden ikke lige opfører sig, som der står i alle hundebøgerne.

Efter at have levet med Mollie i så mange år kan jeg uden problemer sætte mig ind i digtet og de følelser, der portrætteres.
Jeg havde mange drømme og planer for mit liv sammen med Mollie; vi skulle ud og møde en masse andre hundemennesker til sociale arrangementer, vi skulle gå til træning, vi skulle udstille og måske skulle vi endda prøve at få et kuld hvalpe.

Ingen af disse drømme eller planer er blevet til noget, da Mollie ikke rigtig udviklede sig mentalt som forventet og jeg måtte virkelig ændre på næsten alt omkring det at have hund samt ændre på mine drømme og planer.

Mollie er den førstfødte i et kuld på 4 hvalpe, hvor der var 2 hanner og 2 tæver. Moderen til dette kuld var en meget bestemt dame og blev betragtet som en meget stærk alfa, der ikke brød synderligt om fremmede hunde, men hun kunne med sin bare udstråling holde dem fra sig, så hun endte aldrig i konflikter med andre.
Jeg havde naturligvis læst om hunde og træning og jeg støttede mig meget op af Mollie’s opdrætter med spørgsmål om adfærd og hvordan jeg/vi skulle håndtere Mollie.

Vi startede til hvalpemotivation i Spanielklubben og som den urutinerede hundeejer jeg var, regnede jeg med, at det var det bedste jeg kunne gøre for Mollie.
Jeg blev dog hurtigt klogere – holdningerne til adfærd var dengang meget “gammeldags” og noget hårde i det og det passede slet ikke til Mollie, der langsomt knækkede under dem. Uheldigvis viste Mollie det ved at lave udfald mod andre hunde både i snor og til frikvarterene og hun ignorerede mig til træningen.
Dette blev vurderet til at være opsætlighed og stædighed og hun blev bedømt til at være en Alfa-hund, der skulle holdes konstant nede i hierkiet ved alfarulningerne og en hård behandling.
Jeg fulgte naturligvis  rådene og blev gradvist mere og mere frustreret, da det virkede som om metoderne havde den stik modsatte effekt på Mollie, der blev tiltagende mere fjern til træning og tiltagende mere “aggressiv” mod andre fremmede hunde samt mere “hysterisk” at være sammen med.

Vi besluttede at købe endnu en hund, da Mollie jo ikke skulle være alenehund resten af sit liv og samtidigt med denne beslutning kom Jan Fennell’s bøger frem på det danske marked.
Jeg begyndte at læse disse bøger og jeg besluttede at indføre reglerne i vores liv, men jeg forventede en voldsom kamp fra Mollie’s side, da hun jo helt sikkert så sig selv om lederen….. Virkeligheden var en helt anden; Mollie accepterede uden problemer de forskellige regler og jeg begyndte at tænke lidt dybere over det, hvilket førte til, at jeg konsulterede en adfærdsbehandler i efteråret 2005.
Mollie havde på daværende tidspunkt taget pænt imod Rosie og havde ingen problemer med Rosie.

Adfærdsbehandleren vurderede hende ikke som aggressiv, verdensfjern eller som en alfahund – hun vurderede Mollie som en usikker, nervøs og forvirret hund, der ikke stolede på, at vi, som hendes mennesker, nok skulle klare ærterne.
Hun anbefalede, at vi begyndte til træning hos hende og lærte nogle bedre metoder samt begyndte at komme i en hundelegestue en gang om ugen, så Mollie kunne få vendt hendes reaktionsmønster mod andre hunde.

Træningen efter de nye bløde metoder virkede perfekt på Mollie og det første stykke tid i legestuen hjalp også på hende, men vi ramte muren og Mollie var fortsat en “hystade” at være sammen med. Hun blev trukket ud af legestuen og vi deltog kun i træning, når andre på holdet var “advaret” mod hende.

Da vi flyttede i hus i 2006, konsulterede jeg endnu en adfærdsbehandler og hun gav Mollie en ny diagnose: Mollie led af hundeverdenens version af ADHD og havde brug for faste rammer for at komme hendes høje stressniveau til livs.
Mollie blev baghavehund i 3 måneder og fik faste rammer uden inputs fra den virkelige verden, hvilket gjorde, at hendes konstante stressniveau faldt. Hun blev dog ved at være en “hystade”, når hun blev håndteret f.eks. i forbindelse med trimning og hun lavede stadig udfald mod andre hunde, når hun var i snor.

Jeg begyndte på et agilityhold samtidigt med et sporhold og en af deltagerne på agilityholdet var træneren på sporholdet. Hun kunne jo derfor ikke undgå at lære Mollie at kende og da jeg i december 2006 begyndte at snakke om at få Mollie aflivet, da jeg ikke kunne mere, forslog hun, at hun kom ud til mig for at tjekke Mollie igennem.
Træneren var Lone Fabricius Jørgensen, der både er uddannet adfærdsbehandler og massør med ledmanupulation.

Lone kom ud til os mellem jul og nytår 2006 og tjekkede begge hunde igennem; hun fandt lidt på Rosie, men intet alarmerende.
Mollie havde derimod en skæv nakke, skulder, hofter og store muskelspændinger i ryggen. Lone vurderede, at hun havde levet i et smertehelvede og forventede, at alting ville blive lidt lettere nu, hvor vi havde fundet en årsag til hendes adfærd.

Efter første retning af Lone ændrede Mollie adfærd og blev gladere og mindre udfarende, hvilket gjorde, at vi kunne begynde at arbejde med hendes problemer med andre hunde.
Jeg har lagt timer og atter timers træning i hende med hensyn til andre hunde godt hjulpet af Lone og hendes hunde samt et kursus hos Irene Jarnved og træning gav pote: Mollie kunne rent faktisk tages med i en hundeskov uden problemer og hun kunne passere en anden hund i snor uden at lave udfald, men kun så længe som træningen blev opretholdt.
Hvis træningen ikke blev/bliver opretholdt, faldt/falder hun hurtigt tilbage i de gamle vaner.

I 2008 besluttede vi at forøge familien med endnu en hund og vores liv ændrede sig for altid.

Rosie blev meget beskyttende overfor Jessie og Mollie kunne ikke opdrage på Jessie uden at få klø af Rosie og Rosie blev hårdere og hårdere mod Mollie på grund af den effekt hendes allergi havde på hendes sind.
Slåskampe var en hyppig tilbagevende begivenhed og i oktober 2008 blev jeg bidt i højre underarm under et forsøg på at skille dem ad.
Derefter blev Mollie steriliseret i et desperat forsøg på at dæmpe gemytterne; det hjalp ikke på forholdet mellem Mollie og Rosie, men det hjalp på Mollie generelt – hun stresser ikke længere på samme ukontrollerede måde og hun er blevet mere rolig.

Vi levede i slåskampehelvedet i godt 1½ år, inden Rosie blev aflivet efter et overfald på Mollie og det har været ekstemt hårdt psykisk for os alle.

Da Rosie blev aflivet, fandt vi ud af hvor meget psykisk terror hun havde udøvet mod Mollie og Mollie blev en helt anden hund; hun blev gladere og mere hvalpet med mere overskud.

I dag kommer Mollie ikke længere i hundeskove, da tiden med slåskampene mod Rosie har givet hende nogle meget hurtige reaktioner mod andre hunde og hun mødes heller ikke med andre hunde medmindre de er indforstået med hvordan en gåtur i snor skal foregå.
Mollie bliver stadig rettet og masseret af Lone og det sker hver anden eller tredie måned, da hendes krop er svag og hendes nakke, skuldrer og hofter hurtigt bliver skæve. Hendes rygmuskulatur bliver også hurtigt anspændt.
Mollie stresser ikke så meget, som hun har gjort, men hun er stadig en udfordring at leve sammen med og hun er stadig en hystade.

Jeg har måtte lave mit liv om for at kunne beholde Mollie og hun er absolut ikke min drømmehund, men hun har lært mig, at en hund har følelser og skal behandles individuelt.
Hun har lært mig hvor vigtigt det er at være forældre for sin hund istedet for en dominant leder og hun lærer hverdag tålmodighed.

Men livet med Mollie har absolut ikke været nemt og det er stadig hårdt – livet med hende trækker stadig store veksler på ens psyke og det er vigtigt at indse, at en hund med adfærdsproblemer måske aldrig nogensinde bliver “normal”.
Er man ikke indstillet på at ændre sit liv eller sine holdninger til hunden, så er risikoen for, at problemer aldrig forsvinder eller aldrig bliver formindsket  meget meget stor.

Jeg har lært at leve med Mollie og ser det ikke længere som noget specielt, men jeg kan godt høre, at mange mener, at jeg er sindssyg, at jeg gider blive ved og de forstår ikke hvorfor jeg orker det.
Men for mig er det “unormale” blevet normalt og jeg tænker ikke længere over det.

At leve med en hund med adfærdsproblemer kræver konstant overvågning/tilpasning resten af hundens liv.

Og for at slutte min fortælling om livet med Mollie, som jeg startede den:
Jeg har lært Holland at kende og har lært at holde af Holland samt leve i Holland, selvom det var Italien jeg drømte om, men det har været og er stadig hårdt.