Rally-lydighed

Jeg har aldrig fundet almindelig lydighedstræning specielt spændende på trods af at jeg er tidligere dressurrytter og det har naturligvis smittet af på mine hunde, men da jeg har den overbevisningen af en hund skal bruges til andet end at ligge i sofaen, så måtte jeg finde noget at lave og valget faldet på Rally-lydighed, hvilket ingen af os har fortrudt.

Jeg startede med at gå til træning hos Katrine Søegaard og hun fik mig til at se det sjove i sporten og jeg har endda fundet ud af at det kan være sjovt at gå til prøve med ens hund :-)

Rallylydighed er en nyere hundesport i Danmark og den første officielle prøve blev afholdt den 26. maj 2006.

Siden den dag har sporten været i fremgang og er blevet en ekstremt populær sport, hvilket enhver udøver af sporten kan bekræfte og fortælle grunden til :-)
Det er sjovt at træne, da det er en blanding mellem LP (almindelig lydighed), AG (agility) og tricks. Det kræver god kontakt hund og fører imellem, som man må skabe med optimal hjælp af kropssprog og stemme på den positive måde.

Rally har ikke nær så skrappe krav til præcision som LP og gør det derfor mere spiseligt for mange hundeejere, som ikke har sky høje ambitioner eller har en hund som syntes det er sjovt at nørde med millimeter detaljer. Det er ikke nær så fysisk krævende som AG eller LP og derfor er det en hyggelig “pensionist sport” for ældre hunde.
Rally er også et godt supplement til anden træning, fordi det er meget afvekslende og man får lyst til at træne videre, da hunden også som regel synes det er skægt og anderledes.

Hvis du har lyst til at læse mere om skiltene og øvelsernes udførsel samt se nogle prøvebaner, så kan denne hjemmeside varmt anbefales: www.rally-lydighed.dk