Livet med en Springer

Inden man beslutter sig til at invitere en engelsk springer spaniel ind i sit liv, skal man nøje overveje om man kan leve med en jagthund… For på trods af en springer spaniel’s nuttede udseende – de brune øjne og de lange ører – er racen avlet til jagt og jagtinstinktet er aldrig langt væk.
En engelsk springer spaniel er lavet til at arbejde for skytten i en afstand på 20-25 meter og rejse det vildt den finder, så skytten kan fælde det. Hunden må under ingen omstændigheder eftersætte vildtet, når det er rejst uden en kommando dertil og det er vigtig, at den overholder afstanden fra skytten, da denne ellers ikke kan tage skuddet.
Derudover er en springer spaniel også en dygtig apportør, som kan bringe fuglevildtet tilbage til jægeren uanset hvor fuglen landede – om det er på åben mark, i skov eller i vand.
For en springer spaniel findes der ikke uoverkommeligt terræn eller dårligt vejr:-) Den er altid klar til at arbejde.

Mollie og Rosie en tur i sneen 2006.

Ovenstående stiller naturligvis nogle krav til hunden og en en Spaniels varemærke er da også:
Samarbejdsvilje, Kontaktlyst, Arbejdslyst og Livsglæde (SKAL)
som Steen Stenild fra http://www.tacora.dk så godt har udtrykt.

Hvis man ønsker sig en hund, der skal se sød ud og ellers leve sit liv hjemme på sofaen, mens man selv passer sin karriere, sine fritidsinteresser og sit hjem, så vil jeg ikke anbefale en springer spaniel. Det vil være synd for både hund og familie, da en springer knytter sig meget stærkt til sin familie og helst vil være sammen med den hele tiden; om det så bare er en køretur til det nærmeste supermarked….
Og hvis man ikke ønsker et tæt samvær med sin hund, så skal man heller ikke vælge en springer spaniel; de elsker at putte hos familien og vil meget gerne sidde/ligge på skødet og blive kløet på maven en hel aften:-)
Man skal hellere ikke vælge en springer spaniel, hvis man er til “kæft, trit og retning-skolen”, da dette vil knække psyken på en springer spaniel. Racen er generelt bløde hunde, der ikke fungerer under tvang eller trives med en hård opdragelse. Den trives bedst med en kærlig og konsekvent opdragelse, hvor der tages hensyn til dens udvikling – HUSK: at en engelsk springer spaniel er meget sent mentalt udviklet og kan derfor virke hvalpet i lang tid (helt op til 3½ år).

Udover ovenstående skal man også beregne noget tid til pelspleje; en ugentlig gennembørstning med tjek af ører og poter er et must (se under trimning hvordan man klipper hårene i ørerne og under poterne) og man skal beregne minimum 2 årlige besøg hos en proff. hundetrimmer (medmindre man vil lære at gøre det selv).

Hvis man derimod vil arbejde lidt med sin hund; gå nogle lange turer i områder, hvor hunden kan løbe frit og elsker at have en varm pelsbeklædt krop i nærheden hele tiden, så skal man vælge en ESS:-)
Og nej, træningen behøver ikke involvere døde dyr eller en haglbøsse og flere hektar med skov…. Træningen kan f.eks. bestå af at hjælpe med at bære varer ind fra bilen, hente sutskoene eller fjernbetjeningen og tømme vaskemaskinen eller tørretumbleren. En gåtur til bageren søndag morgen hvor hunden får lov til at bære posen eller avisen hjem er alletiders:-) Dette er ikke noget, der kræver de store evner at lære hos hverken  racen eller dens mennesker. Jeg vil dog anbefale den mest almindelige lydighedstræning, hvor der især bliver lagt vægt på gå pænt i snor og indkald; racen vil meget gerne fremad og skal fra første dag vænnes til at gå pænt i snor og komme når man kalder på den (ellers kan man jo ikke slippe den løs).

Mollie og Martin til hvalpetræning i 2004.

I mit hjem er det allerbedste en søndagmorgen i sengen eller en aften foran fjernsynet sammen og mine hunde følger meget gerne med overalt i huset; selv på badeværelset så længe det ikke er dem, der skal i bad *GG*. Det anbefales herhjemme at kigge ned inden man træder ud af et rum eller flytter kontorstolen foran computeren, da mine hunde gerne ligger og venter foran en lukket dør, indtil man kommer ud og meget gerne ligger sig til rette bag kontorstolen eller oven på ens fødder under bordet:-) Et sikkert hit blandt væresteder i huset er køkkenet, når der laves mad også selvom det kun er salat; en gulerod kan man vel altid få plads til:-)
Mine hunde får ikke flere timers fysisk motion hver dag, men de elsker en gåtur i byen eller de grønne områder heromkring og ture i hundeskove, hvor de rigtig kan få strakt benene på en god løbetur. De bliver lydighedstrænet, men ikke flere timer om dagen og deres lydighedstræning indeholder også sjove tricks eller cirkusøvelser. Mine hunde får derudover også lov til at søge deres mad på plænen eller i stuen fra tid til anden; dette er en supergod og nem måde at aktivere ens hund på.

Hvis man kan opfylde en engelsk springer’s behov for social kontakt, korrekt opdragelse og aktivering samt pelspleje, så får man (i mine øjne) ikke en bedre familiehund og man bliver beriget med en helt fantastisk loyal samarbejdspartner i hele hundens levetid.