Navn: Fru Hansen’s Rose
Født: 02.02.05
Køn: Tæve
HD-status: A
AD-status: 0
Opdrætter: Kennel Fru Hansen’s v/Vibeke Hansen i Køge.

Kære lille Bummer.

Fredag den 20/11-2009  måtte vi køre den sidste tur sammen.

Vi har været igennem meget på de få år vi fik sammen og du har for evigt efterladt et poteaftryk i min hjerte.

Dit liv har ikke været nemt og vi har sammen kæmpet for at gøre det bedre, men kampen kunne ikke vindes.

Du har altid haft let til sygdom og vi brugte sammen det meste af 2006 hos diverse dyrlæger, men du tabte aldrig modet eller humøret.
Den 24. oktober 2006 fik vi endelig en diagnose og den var allergi mod støvmider + lagermider. Du blev sat i behandling og til at starte med gik behandlingen godt, men billedet vendte i december 2006.
Det meste af 2007 og første halvdel af 2008 levede du konsekvent på Prednisolon, men da du højst uventet tog en slåskamp med Mollie i maj 2008, fik du taget prøver og prøverne vidste en svag indikation på, at du ikke længere tålte Prednisolonen så godt.

Vi trappede langsomt ud af Prednisolon-forbruget og det gik godt, selvom du til stadighed fik tilbagefald, hvor vi behandlede med potevask, øredrypning og diverse antibiotikums.

Den 1/6-08 flyttede lille Jessie ind hos os og noget gik galt mellem dig og Mollie.
I begyndte at slås – du kunne ikke tåle, hvis Mollie forsøgte at opdrage på Jessie og du gik på Mollie. Dette fik Mollie til at blive mere og mere usikker på dig og du blev hårdere og hårdere mod Mollie.

I december 2008 fik vi omsider en klaring på vores husproblemer og var tvunget til at flytte ud på grund af skimmelsvamp.
Vi flyttede alle ind hos min mormor og du elskede det; hun elskede dig overalt på jorden og hverken Mollie eller Jessie har samme status hos hende som du havde.

Din allergi blev bedre hos mormor, da huset jo ikke var angrebet af skimmelsvamp, men fra tid til anden brød den alligevel ud og i disse perioder lod du ikke Mollie få et ben til jorden – du var over hende med det samme uanset årsagen.

Du og Mollie har taget nogle gevaldige kampe, men du var fysisk og psykisk Mollie overlegen og Mollie var den, der endte med skaderne, selvom du også nogle få gange fik et par huller.

I sluttede altid fred efter episoderne og kunne ligge og putte sammen i samme kurv.

Det virkede som om du reagerede hårdere på dine allergiudbrud psykisk for hver gang, men din far og jeg valgte at overse dette….

I torsdags skete det, der ikke måtte ske – du og Mollie blev for første gang uvenner, mens vi (jeres far og jeg) var på arbejde.
Hvad der udløste denne omgang får vi aldrig ad vide – mormor var den eneste, der var hjemme og hun hører ikke så godt og hun bevæger sig ikke så godt længere, så I havde nået at være igang “i et stykke tid”, inden hun opdagede jer.
Mormor fik fjernet Jessie fra jer og fik på en eller anden måde skilt jer ad…. Med skader på armen som resultat.
Du gik fra denne kamp med et enkelt tandmærke i læben, der ligeså godt kunne stamme fra dig selv som fra Mollie.
Mollie derimod ville ikke støtte på begge forben – det ene ben var det et voldsomt bid i og hun havde bidsår og ruskeskader i nakken, hvilket gjorde det andet forben stift og ømt.

Vi prøvede at sætte jer sammen igen efter samme metode, som hidtil havde virket, men det gik ikke – Mollie var for bange for dig og turde ikke være i nærheden af dig og du udnyttede det desværre.

I tiden op til denne tragiske torsdag ligger din løbetid og den havde fået din allergi til at bryde ud og forrige torsdag blev du vaccineret, hvilket fik allergien til at eksplodere og krævede Prednisolon-behandling – du var derfor på Prednisolon den tragiske torsdag.

Din far og jeg måtte træffe vores livs værste beslutning – vi skulle vælge mellem dig og Mollie.

Vi kiggede på jeres livskvalitet og vi kunne nu ikke længere overse, at du var plaget af din allergi og det virkede som om du også psykisk blev plaget af dine allergiudbrud nu, hvor du før i tiden “kun” blev plaget fysisk.
Vi valgte at slutte din kamp mod allergien og vi ved, at du ikke længere klør.

Men min kære højtelskede lille Bums det var en umådelig svær beslutning og jeg sidder tilbage med ekstremt dårlig samvittighed og har svært ved at tilgive mig selv.
Du derimod løber og leger med Rokke på de grønne enge uden kløe eller andre smerter.

Alle kunne lide dig og du charmerede dig ind på alle og det er sådan vi vil huske på dig.

Jeg har det svært ved, at du aldrig mere skal finde mig, når Martin spørger: “hvor er Søs?” eller at du aldrig mere på din helt egen klodsede facon skal komme ned under dynen om aftenen.
Jeg skal aldrig mere stå og smile af dig, når du på hvalpefacon fjollede rundt med noget i munden – typisk en af vores sko.
Jeg skal aldrig mere nusse med dig, når mine dystre tanker tapper mig for energi og jeg skal aldrig mere høre din smasken, inden du giver mig et slik på kinden.
Du vil aldrig mere forstyrre min søvn med din snorken og du vil aldrig mere sidde og kigge mig dybt i øjnene.

Du lærte mig, at det kunne være sjovt og simpelt at have hund og du lærte mig mere end nogen anden, at hunde kan have ynglingspersoner, som de vil gøre alt for.

Der vil gå lang tid, før jeg er kommet mig over, at vi måtte træffe denne beslutning og du vil altid være højt elsket, dybt savnet og aldrig vil du blive glemt.

Vi ses igen, min kære lille Basse.

Mange kærlige hilsner
Din ulykkelige mor